mandag den 12. januar 2015

Godt nytår og velkommen 2015...

Uden at jeg nærmest har nået at blinke er december både kommet og gået. Som i så mange andre familier har der hersket stor travlhed hos os - både af den mere julede slags og så den der sådan-er-livet slags. Hvert år tænker jeg, at I ÅR skal jeg have masser af tid til at julehygge og give den max gas i bedste Gertrud Sand stil – og hver gang bliver jeg fuldstændigt overmandet af december og ender med at stresse rundt med julegaver og julepynt og glemme halvdelen af pynten på loftet. I år har det været endnu værre på grund af forskellige begivenheder, der lige kom i vejen, og da vi ramte julen, var jeg klar til kunstigt åndedræt. Lysten til at blogge oveni alt andet har været minimal, så derfor er bloggen blevet groft forsømmet. Men efter en skiferie over nytår og nogle afslapningsdage hjemme er jeg nu klar igen og glæder mig til at vise de seneste kreaprojekter, børneaktiviteter og indretningssysler frem herinde igen. 

Til at starte med kommer her et billede af vores topstjerne, der i år var hjemmelavet. Jeg har længe drømt om at lave en selv og nåede i 23. time (lillejuleaften ved midnat!) at lave denne Ferm Living-inspirerede stjerne af noget tykt glitterpapir, som var blev købt i et julesvagt øjeblik i Tiger, bare fordi det var så fint… Jeg har en stor svaghed for flettede stjerner og har haft det siden barnsben, så det var det perfekte projekt for mig. Bagsiden af papiret er malet med et tyndt lag guldmaling og på begge sider af stjernen har jeg limet en træperle med en guldperle på i midten. Og så er der sat en spiral på i tykt ståltråd, så stjernen kan vires omkring juletræets top.

DIY til en lignende stjerne finder du her… 


1 kommentar:

  1. Godt du er kommet ovenpå igen og fået tanket op på energikontoen. Super fin stjerne...

    SvarSlet

Tusind tak for besøget og kommentaren! Jeg sætter så utroligt stor pris på hver eneste kommentar og gør mit bedste for at besvare alle :-)